juni 29th, 2010 
admin Et af de mest omdiskuterede emner omkring børn er, om børnene vælger sine forældre eller om forældrene vælger sine børn. Her er jeg slet ikke i tvivl. Det er forældrene, der vælge sine børn. Der findes ikke en verden, hvor man liv efter liv vælger de forældre, der kan lære sig det, man har brug for. Det er ønske tænkning grundet i, at man som forældre vil fralægge sig ansvaret for sit barns udvikling.
Et barn bliver født og det er på forhånd udstyret med et styresystem. Barnet kan uden indblanding trække vejret, skrige og forlange mad. Barnet er født med det “blueprint”, som der ligger i den kollektive energi. Et menneskebarn kan det og det og forlanger det og det. Det ligger der allerede som en selvfølge. Du kan sige, at det ligger i generne eller hvad som helst, det er lige meget. Barnet er født med det og ligesom alle andre racer kan det nogle ting uden, at vi behøver at blande os.
Når jeg siger, at barnet er født med et styresystem, sammenligner jeg med en computer. Computeren kan ingenting, før der bliver lagt nogle programmer på den. Den er forberedt til livet, men intet andet. 20% af barnets harddisk er programmeret med forældrenes projektioner i det øjeblik, de får barnet. Det vil sige, at barnet er ganske uskyldig og har ikke valgt noget som helst, men er underlagt forældrenes projektioner.
Når barnet så er født, begynder livet først og hvad er det, der udvikler det ene barn i en retning og et andet barn i en anden retning? Det gør forældrene og de autoriteter, som barnet bliver passet af.
De første 6 år af et barns levetid, skal barnet lære motorik. Lære at “ville”, lære at “turde”. Barnet er i de første 6 år af sit liv i en fase, hvor det handler om at lære at finde balance mellem at “udøve” og mellem at vurdere om det er sikkert.
Den næste 6 år handler om tryghed. Så fra barnet er 6 til 12 år, gemmegår barnet en fase, hvor tryghed er i højsædet. De fleste forældre kan sagtens takle den første fase, men tryghedsfasen kan for mange volde alvorlige problemer. For hvordan skal man vise sit barn, hvad tryghed er, hvis ikke man selv har fundet den.
Det gør selvfølgelig ikke tingene bedre, at et forældrepar har “avlet” et barn og givet det de projektioner, som de gerne ville af med og så overlader de barnet til en institution, som behandler børn som en vare, der skal passes og passes sammen med 50 andre børn med hver deres individuelle karakterer.
Barnet bare er og når man undrer sig over, hvorfor et barn bliver sygt, så skal man kikke på forældrene og ikke på barnet. Afhængigt af hvor gammel barnet er, skal der også kikkes på børnehaven, SFO’en o.s.v… alle er de autoriteter i et barns liv og INTET barn kan behandles som en “masse”.
Et barn fødes med et styresystem og har på forhånd indlagt ca. 20% på harddisken (forældrenes projektioner) resten (80%) skal læres og det lærer barnet af de autoriteter, som er omkring barnet.
Det lærer barnet af den verden, som barnet oplever og indtil barnet er voksent, har det ikke nogen indflydelse på det.
Rigtig mange voksne, som har problemer og sygdomme, kan relatere det til de første 18 år af deres liv. Det er ikke nogen nyhed, men nyheden er, at DU kan gøre en forskel for DIT barn. Hvad du tænker og føler fiser direkte ind på dit barns harddisk og det er ligegyldigt om barnet hører, det du siger eller ej. Så det med at ordne de familiemæssige problemer, så barnet ikke hører det, er spild af kræfter. De både hører og ser det.
Er dit barn (hjemmeboende og under 18) syg, så SKAL du kikke i egen barm. Det nytter ikke noget, at give samfundet skylden. Det gælder barnløshed, det gælder vuggedød, det gælder alt. Barnet fejler INTET som udgangspunkt. Det er IKKE barnet, der skal kikkes på, men forældrene.
Så har du et barn, der fejler noget, som du ikke kan overskue, så tag ansvaret i din hånd og gør noget ved det, Det, der skal gøres, er at du ændrer DIT liv og DINE tanker. Barnet er gidsel.
